Overvind frygt i fællesskab

AF MATHIAS GRANUM, FORSTANDER

Som barn tilbragte jeg meget tid i svømmehallen med mine venner og familie. På grund af gode insider-forbindelser havde vi gratis adgang til idrætshøjskolens svømmehal i Sønderborg. Ofte havde vi hele bassinet for os selv. Det var der, jeg for første gang sprang fra 3-meter vippen, og jeg husker tydeligt, hvor meget overvindelse der skulle til: En halv time med sommerfugle i maven, og mange små tilløb, som dog ikke fik mig helt ud over kanten. Det hjalp da min ven Johannes endelig tog springet, og derved banede vejen: Han klarede det, selvom han for lidt siden var lige så utryg ved situationen som jeg.

Kort efter tog jeg selv det skridt, som fik mig til at miste fodfæstet for en tid, indtil jeg fandt mig selv igen, omgivet af bobler og vand, og med succesens kilden i maven. Jeg husker hvordan vi derefter tog 6-7 hurtige spring i rap, for at sikre os, at vi endegyldigt var blevet venner med højderne.

Fem-meter vippen kom kort tid efter, og den var en langt mindre udfordring, for nu havde vi erfaring med at overvinde vores frygt.

Langt sværere var det for mig, at overvinde mine teenage-års største frygt i skolen. Der oplevede jeg nemlig en uforklarlig rædsel ved at skulle læse højt for klassen. Ikke fordi jeg var en dårlig læser, men fordi der var noget omkring selve det at være i centrum på den måde, som ramte min usikkerhed.

Den frygt var sværere at arbejde med, blandt andet fordi jeg gik med den selv, og nødig ville indrømme, at jeg havde det sådan. Af samme grund kunne mine venner i klassen ikke heppe på mig og bakke mig op, som de gjorde i svømmehallen. Endnu en forskel var, at i svømmehallen kunne jeg selv vælge at opsøge udfordringen, når jeg var klar. Der var jeg den handlende, og jeg havde mulighed for at dosere udfordringen, og øge den gradvist: Først tre meter, så fem, så hovedspring osv. Samme mulighed havde jeg ikke for at overvinde en frygt, som jeg gik med alene.

For mig kom løsningen, da jeg i 9. klasse begyndte på en teaterefterskole. På dramalinjen fik jeg hele tiden mulighed for at træde frem foran andre. Og det skete i et fællesskab, hvor vi bakkede hinanden op. Jeg fik blandt andet mulighed for at spille hovedrollen i teaterstykket Erasmus Montanus, og i en af scenerne skulle jeg læse et brev højt. Jeg kan huske hvordan jeg tænkte, at ”det her var for bare et år siden mit værste mareridt, og i dag har jeg stået foran en hel teatersal – og jeg havde det sjovt imens!”.

I dag er det blevet en del af min levevej at tale til grupper. Og selvom jeg stadig har sommerfugle i maven inden jeg skal holde et oplæg, så er det også et arbejde jeg elsker.

Så hvad har dette med Efterskolen Epos at gøre?

Jeg ved, at der er mange teenagere der gennemlever perioder med usikkerhed, ligesom jeg gjorde. Frygtens genstand er forskellig fra person til person, men fællestrækket er, at det kræver overvindelse at tale om det. Og selve det at føle, at man skal ’holde masken’, kan blive en del af det, der holder usikkerheden i live.

Hvis vi på Efterskolen Epos kan skabe en kultur af tryghed og gensidig opbakning, så bliver det nemmere at lade masken falde og være sig selv.

Rollespil og dramapædagogik hjælper os til dette, fordi det giver os mulighed for at blive bevidste om de roller vi spiller til daglig, og ændre de roller der ikke længere passer os.

Desuden giver spillet os mulighed for at øve nye færdigheder, et skridt ad gangen, og i det tempo man selv vælger, – ligesom i svømmehallen. Jeg ser det ske i læringsrollespil, for eksempel når en deltager i et spil rejser sig op, og holder en blændende tale som et led i historien. Det er sjovt, fordi det er en leg, men det er også træning af færdigheder, som er særdeles anvendelige i livet.

Mit ønske og min ambition for Epos er, at det er et sted hvor vi alle øver os, og et sted hvor vi støtter hinanden i at tage springet!